Ordbog
Dansebane / Line of direction (LOD)
En imaginær cirkulær retning i salen, som alle dansere følger. Den ses tydeligst når der danses pardans eller kredsdanse, hvor der som regel kun er en – men i store forsamlinger af og til 2 eller 3 – selvstændige cirkler indeni hinanden på gulvet, men den kan også ses i andre opstillinger, hvor f.eks. hver enkelt kvadrille repræsenterer sin egen dansebane. En af færdselsreglerne i folkedans er, at man holder sig til dansebanen, når man danser parvis rundt i salen.
Danseretning / Line of direction (LOD)
I undervisningssammenhæng bruger man ofte ordet danseretning for at angive i hvilken retning par eller grupper skal vende og/eller bevæge sig. Danseretningen er altså den retning som dansen skal bevæge sig i i dansebanen. Danseretningen er mod uret i salen. Nogle få danse foregår mod danseretningen, hvilket vil sige, at man danser med uret i salen. Man kan have front i danseretningen eller stå med ryggen til danseretningen.
Ret om / Clockwise / counterclockwise
Ret om er en betegnelse for parvis omdansningsretning. Når et par danser ret om betyder det, at parret roterer om sin egen akse med uret rundt, hvilket er det mest almindelige. Modsætningen er avet om, hvor parret roterer mod uret om egen akse. Ret om kan også angive danseretning i dansebanen. Når man danser ret om i salen, betyder ret om dog mod uret i dansebanen. Avet om i salen er med uret rundt i dansebanen. Det lyder mere indviklet, end det er. Man lærer hurtigt, hvilken retning der er den mest brugte, både parvis og i dansebanen. Ret om betyder den rigtige (almindelige) retning, og så er avet om den ualmindelige retning.
Man kan som par komme ud for at danse ret om sig selv ret om i salen, avet om sig selv ret om i salen, ret om sig selv avet om i salen og avet om sig selv avet om i salen.
Med og mod uret
Retningsangivelser for cirkulære bevægelser i folkedans. Det kan bruges om kredse, parvis rotation og solorotation og par der danser omkring hinanden eller et hvilket som helst andet center. Man skal forestille sig figuren set oppefra og sammenligne det med en urskive. I ældre tid brugte man ordene medsols og modsols, som man stadig finder i mange dansebeskrivelser. I nyere tid går man mere og mere over til at angive retning med venstre og højre. Det er nemt at overskue i store cirkler og mere abstrakt, når cirklerne er meget små eller når man samtidig rotere om sig selv.

